Ninjutsu - rødder og historie
For at forstå ninjutsu, er det nødvendigt at bevæge sig tilbage i historien. Der kan skrives store og omfangsrige bøger om dette emne (se f.eks. historikeren Stephen Turnbull’s værker), så her vil vi nøjes med et relativt kortfattet overblik.
Begyndelsen på Ninjutsu
Det vides ikke med sikkerhed, hvornår ninjutsu egentlig ”blev til”, da dette var en udviklingsproces, som strakte over flere århundreder, men efter sigende blev den etableret i Heian perioden (794-1185 E.Kr.), et sted mellem 700 og 900-tallet. En af de mest berømte ninjutsu hidensho (hemmelige læretekster), ”Shôninki”, der er skrevet i Enpô æraens 9. år (1681), fortæller at ninjutsu har eksisteret i Japan siden "ældgamle tider", og at kunsten "åbenbarede sig selv under Genpei Krigen" (1180-1185). Præcis hvor langt disse ”ældgamle tider” ligger tilbage, er et åbent spørgsmål - ikke mindst fordi selve betegnelserne ninjutsu og ninja (ligesom det ældre shinobi) slet ikke blev brugt så tidligt.
Iga og Koga
Ninjutsu blev udviklet i Japan, i Iga no Kuni - et område, i det der i dag hedder Mie-ken. Derfor er denne region kendt som fødested for Japans berygtede shinobi no mono (et ældre navn for ninja). Herfra bredte kunsten sig hurtigt til naboregionen, Kôga, der lå lige på den anden side af bjergene. Men det er fra begge disse områder, at ninjutsu udviklede sig gennem de næste adskillige århundreder.
Borgerkrigens tidsalder (Sengoku Jidai)
Ninja'ernes storhedstid var i det, der kaldes Sengoku Jidai (Borgerkrigens Tidsalder - fra midten af det 15.årh. til starten af det 17.årh.), hvor de var mere aktive end nogensinde før og efter. De fleste shinobi no mono koncentre-rede sig om deres egne affærer, og levede på deres egne betingelser. Men nogle gik i tjeneste hos visse daimyô (’herremænd’) eller shôgun (’generaler’/militære herskere). Nogle gjorde det af ’noble’ politiske årsager - støttede en daimyô eller shôgun, der i forhold til sine modstandere havde bedre hensigter overfor samfundet, folket, eller ninja’erne selv. Andre blev lejesoldater imod god betaling - en anden måde at sikre sin familie på.
Shinobi-landsbyer
Der var også områder i Iga og Kôga, hvor hele landsbyer af shinobi no mono levede fredeligt og fordrageligt, idet de beskyttede hinanden og arbejdede sammen imod trusler udefra. Sådanne landsbyer var styret af en jônin, hvis dygtighed i ninjutsu var uovertruffen. Under sig havde han chûnin - hans assistenter, der også gav jônin’s ordrer videre til genin, de ’almindelige’ shinobi no mono. Dette system var meget lig en general, hans officerer og endelig de menige fodfolk.
Nogle berømte jônin i japansk historie:
* Hattori Hanzô
* Momochi Tanba/Momochi Sandayû
* Fujibayashi Nagato
* Fûma Kotarô
Udvikling af nye skoler
Fra Iga Ryû Ninjutsu og Kôga Ryû Ninjutsu opstod adskillige andre ninjutsu ryû (skoler): Dygtige shinobi no mono - ofte jônin eller sôke (‘familieoverhoved/stormester) - fra Iga Ryû eller Kôga Ryû skabte nye skoler, idet de brugte deres egne indsigter, erfaringer og særlige teknikker/våben til at berige den viden, de allerede havde. Sådan kom de enkelte skoler efterhånden til at adskille sig fra hinanden. Men de fundamentale teknikker var stadig de samme, ligesom skolernes filosofi, strategi og taktik.
Oda Nobuo, og senere Odo Nobunaga, angriber Iga
Mange ryû kom til gennem tiden, og ninjutsu endte med at blive spredt over hele Japan. Spredningen skete især i slutningen af 1500-tallet, da Oda Nobunaga blev shôgun, og gjorde sit bedste for at udrydde samtlige Iga-ninja. Han opfattede dem som en trussel imod hans magt, da de var udenfor hans kontrol. Shôgun’en lod i 1579 sin søn, Oda Nobuo, marchere ind i Iga med ca. 12.000 samurai, for at udrydde regionens ca. 4.000 beboere. Men Oda Nobuo’s hær led et forsmædeligt nederlag, og Oda Nobunaga besluttede sig for selv at tage affære. Denne gang skulle alt være dækket ind, og i 1581 angreb han med over 44.000 samurai ad seks forskellige angrebsruter.
Oda Nobunaga sejrer tilsyneladende over ninja’erne
I løbet af de uger, det tog Oda Nobunga at invadere Iga, mødte hans hær dog så stor modstand, at det kostede ham over en fjerdedel af hans mænd. Iga shinobi lå i baghold, angreb i ly af natten, saboterede hærens forsynin-ger, og snigmyrdede sovende samurai. Desuden var de ofte de enkelte samurai overlegne, når de mødtes mand imod mand. Men i sidste ende var dette aligevel ikke nok. Forsyningerne begyndte at slippe op for Iga’s forsvarere, og de blev afskåret. Oda Nobunaga nåede til sidst helt ind i det centrale Iga, hvor han satte ild til landsbyerne og dræbte alle de mænd, kvinder og børn, der ikke nåede at flygte. Iga’s shinobi no mono forsvarede sig indædt, så længe det var muligt, og derefter gjorde mange brug af kunstens camouflage, infiltrations- og lig-nende teknikker for at slippe uset væk.
Odo Nobunaga’s invasion kaldes Tenshô Iga no Ran (Tenshô Æraens Iga Oprør), og den resulterede umiddelbart i ninja’ernes nederlag. Men den påtænkte udryddelse slog fejl. Mange slap væk, og spredtes nu for alle vinde til hele Japan. Fra o.1600 var der over 50 ryû i landet.
Togakure Ryû.
Togakure Ryû Ninjutsu (én af de tre ninjutsu skoler i Bujinkan) blev grundlagt i 1181 af Nishina Daisuke, som senere tog navnet Togakure efter hans landsby i Nagano præfekturet. Togakure Daisuke flygtede til Iga, hvor han lærte Hakûn Ryû Ninjutsu af Kagakure Doshi. Hakûn Ryû havde sin oprindelse i Iga Ryû Ninjutsu og blev grundlagt af Garyu Dôji, men skolen blev senere fuldendt af Hakûn Dôji, hvorfra den fik sit navn.
Nogle af de mange ninjutsu ryû gennem tiderne
*Iga Ryû Ninjutsu
*Kôga Ryû Ninjutsu
**Togakure Ryû Ninjutsu
*Kishû Ryû Ninjutsu
*Fûma Ryû Ninjutsu (også kendt som Fûma Ninpô)
*Nakagawa Ryû Ninjutsu
*Momochi Ryû Ninjutsu
**Kumogakure Ryû Ninjutsu
*Kôyô Ryû Ninjutsu
*Ninkô Ryû Ninjutsu
*Nakayama Ryû Ninjutsu
*Hattori Ryû Ninjutsu
*Tsuge Ryû Ninjutsu
**Gyokushin Ryû Ninjutsu
Ninjaskolerne dør ud.
Langt de fleste ryû endte med at dø ud i 1800-tallet. Mange shinobi no mono kunne ikke længere få øje på nødvendigheden af ninjutsu i det relativt fredelige samfund, der nu omgav dem. De holdt op med at give deres viden videre til søn, datter eller værdig elev, og århundreders tradition blev brudt, idet de tog deres lære med sig i graven. Derfor er der idag kun ganske få ninjutsu-skoler tilbage. Heraf er Hatsumi sôke i tre af dem - alle med oprindelse i Iga Ryû Ninjutsu: Togakure Ryû, Kumogakure Ryû og Gyokushin Ryû - og disse skoler er nu samlet som en del af Bujinkan Dôjô. Præcis hvor mange skoler, der endnu eksisterer, er et åbent spørgsmål - ikke mindst, fordi overbevisende menkyô kaiden (certifikat til at videreføre kunsten) er en vanskelig størrelse at vurdere. Hvorvidt alle overlevende skoler også ønsker at træde offentligt frem, er endnu et ubesvaret spørgsmål.
Ninjutsu i moderne tid
Et sted man kan søge mere information: F.eks.Wikipedia
https://en.wikipedia.org/wiki/Modern_schools_of_ninjutsu