Bujinkan Taijutsu:

Er Bujinkan Taijutsu det samme som Ninjutsu?

Både ja og nej. Som beskrevet under menupunktet ”Bujinkan”, er Bujinkan Taijutsu samlet af ni forskellige skoler (ryû), hvoraf kun tre er egentlige ninja-skoler. Men på den anden side har teknikkerne fra flere af de seks samurai-skoler været almindeligt brugt af ninja. Det bedste svar må være, at Bujinkan Taijutsu i meget høj grad er baseret på autentisk ninja-teknik, og stadig bevarer en meget ”ninja-sindet”, no-nonsense tilgang til kampkunst. Det er næppe for meget at beskrive Bujinkan Taijutsu som en af de bredeste, mest realistiske og mindst mystik-plagede former for ninjutsu, der kan trænes i dag.

Taijutsu, som vi træner til "hverdag", kan nok bedst oversættes med "ubevæbnet kampkunst". Hertil kommer de forskellige våben-kunstarter (bojutsu, sojutsu, osv.), som trænes.
Ninjutsu derimod dækker derudover alle de færdigheder, vi - desværre - kun sjælden træner, såsom ild og eksplosivstoffer (lidt svært at gøre på lovlig vis i DK), forklædning og skuespil, snigemetoder og indbrud, ridning og kamp til hest, metoder med og i vand, strategi og spionage, flugt og skjulemetoder, geografi og meteorologi samt filosofi.

 

Er der forskel på selvforsvar, nærkamp og kampkunst?

Selvom alle tre begreber dækker en form for kamp, er der forskelle: Ved selvforsvar regner man ikke med skulle slås - man er fuldkommen uforberedt og det gælder bare om at komme væk. I nærkamp ved man, at man skal slås - man bliver udfordret og tager kampen op. I kampkunst træner man mere end blot det at slås: Man træner til at vinde i alle livets situationer, som ikke behøver være af fysisk truende art.

  

Er Bujinkan Taijutsu en kampsport?

Nej - hverken Bujinkan Taijutsu eller Ninjutsu er kampsport! Moderne (japansk) kampsport - karate, kendo, judo mm. - deler i en vis grad rødder med Bujinkan Taijutsu, hvis man går langt nok tilbage i tiden. Men her ophører ligheden. I kampsport har man plukket, sorteret og opbygget systemer, der kan dyrkes som relativt sikre sportsgrene med regler og konkurrencer. Den slags eksisterer ikke i Bujinkan Taijutsu!
Spørger man, om alt så er "tilladt" i Bujinkan, har man ikke helt forstået, hvad det drejer sig om. Har man en regel, der siger "alt er tilladt", er der tale om en sport - netop med regler.
Vi har både internationale og lokale regler (se dem andetsteds på hjemmesiden), og derudover er vi selvfølgelig underlagt dansk straffelov. Ellers er der ingen "regler"!
Der findes ingen regler i virkelig kamp, og det er hvad Taijutsu er udviklet til.

Accepten af at kunne være den svageste part er noget andet, der adskiller Taijutsu fra det meste kamp­sport. I kampsport tilstræbes at være hurtigere, stærkere, mere hårdtslående eller udholdende end modstanderen. I Bujinkan Taijutsu går man automatisk ud fra, at man vil kunne møde en modstander, der er fysisk eller teknisk overlegen. Derfor lægges der vægt på at bruge så lidt kræfter som muligt, og - ideelt - kontrollere modstanderen alene gennem hans fysiske og mentale balance. For derefter - når kontrollen er opnået - at følge op, afhængigt af den øjeblikkelige målsætning (fange, uskadeliggøre - eller noget mere permanent...).
En ninja vil aldrig forsøge at bekæmpe en modstander med modstanderens våben - hvor modstanderen sandsynligvis vil være meget stærk - men vælge et våben(system), som modstanderen ikke kender, og derfor er svag overfor.

Kan kamp helt undgås, er det at foretrække. Det overordnede mål i Ninjutsu - og Bujinkan Taijutsu - er at overleve!

Youtube ser man sommetider en "ninja" træde an mod en kampsportsmand. Det er da meget interessant at se, men enten er ninja'en hindret i at udfolde sig (med regler) eller kampsportsmanden bruger "tricks" der normalt ikke er tilladt i hans sport, hvis de skal have en reel chance for at kæmpe mod hinanden.
   Man kan også sige, at hvis kampsportsmanden vinder ved at få ninja'en til at overgive sig, hvorefter de begge går ud og får en øl, har de begge vundet: Kampsportsmanden fik sin modstander pacificeret, og ninja'en slap derfra med livet i behold - det er en "win-win"-situation !

 

Hvorfor er det en god idé at træne Bujinkan Taijutsu?

Der kan være mange grunde til at træne kampkunst - f.eks. et ønske om at kunne forsvare sig selv eller andre, at udvikle sin forståelse for krop og sind, eller blot udforske teknikkerne og deres muligheder. Et yderligere aspekt i netop Bujinkan Taijutsu, er at være med til at vedligeholde og videreføre idéer og teknikker, der kan følges 1000 år tilbage i tiden. Fokus og motivation er forskellig fra person til person. Men næsten uanset hvad man søger, er mulighederne tilstede i træningen!

   De fysiske teknikker spænder bredt - fra fald og undvigelser, over balancebrydning og ubevæbnet kamp, til rigtig mange former for våben og hjælpemidler. De mentale aspekter i form af fokus, psykologi og effektivt bedrag er mindst lige så vidtspændende - og hertil kommer den selvindsigt, der gerne skulle følge med, når man arbejder med realistiske og potentielt livsfarlige teknikker. Bredden slutter heller ikke her, for ninjutsu er langt fra blot aggressive og defensive kampteknikker. Der vil altid være nyt at lære, og der er intet klippefast pensum.

 

Dybden er unik, og gør Bujinkan Taijutsu til en udfordring selv efter mange års træning. Man bliver aldrig færdig med at lære! Mestrer man en teknik, gøres den blot sværere, og når målet synes nået - flyttes målstolperne igen! Fra det helt basale niveau bliver situationen gradvist mere og mere realistisk, indtil teknikken også fungerer under de værst tænkelige omstændigheder på en rigtig dårlig dag! Det er en kampkunst, der kan trænes og udvikles over et helt liv.

 

Bujinkan Taijutsu er realistisk selvforsvar - ubevæbnet eller med hvad man lige har for hånden. Træningen giver kropsbevidsthed og -kontrol, opfordrer til selvindsigt, og åbner øjnene for mental styrke. Der er mulighed for at ”nørde” med en enkelt skole, forfølge streng historisk autenticitet, eller fokusere bredt - samtidig med at udfor­drin­gerne aldrig slipper op!

 

Hvad er ”udgangsstillingen” i Bujinkan Taijutsu ?       

 Mange, der kommer fra andre martial arts, efterlyser ”udgangsstillingen” i Bujinkan Taijutsu, fordi de selv er vant til en bestemt stilling som optakt til kamp (som f.eks. en bokser, der tager næverne op for at beskytte hovedet). Det er svært at afgøre for Bujinkan Taijutsu - svaret må enten være ”ingen” eller ”adskillige”.
   Under (især basis-) træning kan der være en tendens til at bruge Ichimunji no Kamae som en god, defensiv ”udgangsstilling”, men andre Kamae kan være et lige så godt eller bedre valg afhængigt af situationen. Desuden ser virkeligheden uden for dôjô’en helt anderledes ud - her giver det ingen mening at indtage en imponerende udgangsstilling, medmindre man regner med, at det vil få modparten til at løbe sin vej!
   Kamae - stillinger - er dynamiske, og egentlig blot fix-punkter med god stabilitet og balance undervejs i en bevægelse. Stivner man i en given Kamae, går initiativet over til modparten. Så den mest realistiske ”udgangsstilling” i Bujinkan Taijutsu er nok Shizen no Kamae (”naturlig stilling”) eller almindelig gang - begge kunne være logiske udgangspunkter ved et uventet angreb.

 

Er Bujinkan "den ægte vare"?

 Vi, der træner i Bujinkan, vil selvfølgelig besvare spørgsmålet med et rungende JA! Men det kommer selvfølgelig an på, hvad man mener med ”den ægte vare”. Forventer man en SAS- eller DELTA Force-uddannelse, vil man nok blive skuffet. Det samme gælder, hvis drømmen er at klatre rundt på hustage iført ”autentisk” sort ninja-attire med 107 skjulte lommer, halvhandsker og den obligatoriske hættemaske. Men at Bujinkan Dojo repræsenterer autentisk ninjutsu, er sandt nok (se ovenfor)!

  Som de fremragende skuespillere, ninja ifølge traditionen også var, ligger det Bujinkan Ninpo Dojo Aalborg dog langt fra fjernt at ”låne” visse kontroversielle virkemidler, hvis ”sagen” er god nok. Til Kulturnatten 2010 i Aalborg optrådte deltagerne fra dojo'en naturligvis i de forventede tørklæder og masker, så selv udenforstående ikke kunne være i tvivl om at der var "NINJA" på færde!

 

Formel træningspåklædning i Bujinkan er med tiden blevet sort dogi. Men det betyder ikke, at det er de historiske ninja’s ”autentiske” dragt!  Ninja søgte at camouflere sig - hvilket betød den påklædning, der passede bedst til deres øjeblikkelige rolle. Det kunne være heldækket hud og mørkt tøj, hvis de ikke ville ses i mørket - men farven har nok snarere været de traditionelle brune og indigo nuancer, der var almindelige i den japanske bondebefolkning før i tiden. På den måde kunne en ninja også ”skjule sig” i dagslys - blot endnu en uskadelig bonde blandt alle de andre...! I nyere tid har hvid do-gi været almindelig - på den måde vakte man ingen opsigt blandt de judo- og karatefolk, der også trænede i de japanske parker.

 

Desværre er det blevet almindeligt brugt at rakke ned på anderledes tænkende - trygt og anonymt bag et tastatur, beskyttet af et fantasifuldt brugernavn. Bujinkan har fået sin del af svineriet fra assorterede tastaturkrigere, der sender deres ”tastestjerner” i alle retninger. Tyer man til f.eks. Stephen Turnbull, der gælder som autoritet på området Japansk middelalder, vil man i hans bøger (incl. "Ninja - the true story of Japan's Secret Warrior Cult" 1991) heller ikke få noget svar på, hvor autentisk moderne ninjutsu er - der refereres til Hatsumi og Hayes, men Turnbull synes bevidst at undgå dette lidt kontroversielle emne. I stedet holder han sig til de få facts, der kan udledes af japansk historisk litteratur og andre offentlig tilgængelige kilder.

Som på så mange andre områder er der næppe heller kun én sandhed. Indenfor ninjutsu er det også lidt problematisk at fastholde en teknik eller skole som ’autentisk’, da det jo ligger i ninja’ernes ånd at at følge med tiden og ikke (kun) træne gamle, måske forældede teknikker. Det bedste man kan gøre, er nok at følge Sôke Hatsumi's råd: Find en instruktør, spørg til hans/hendes referencer, deltag i træningen og afgør selv, om instruktøren kan give dig noget eller bare er en fupmager!

 

 

Træningen:

Hvem kan træne Bujinkan Taijutsu?

Alle kan som udgangspunkt træne Bujinkan Taijutsu - ung eller gammel, fysisk stærk eller ej. En stor del af tek­nik­kerne er dog potentielt risikable/farlige, og det stiller visse krav til udøverens sind (se Reglerne her på siden). Selv­kontrol er en absolut nødvendighed, og en vis mental styrke er en god idé - det er vigtigt at være psykisk udrustet til at håndtere den indsigt, træningen kan føre med sig. Da Bujinkan Taijutsu ikke er noget, der kan læres i løbet af et par sæsoner, er tålmodighed, vedholdenhed, fokus - og måske en smule stædighed - heller ikke uvæsentlige dyder.


Kan børn træne?

I princippet kan børn også træne. For 500 år siden var børn nødt til at starte tidligt - også mht. kamp-træning. Nu til dags må vi være lidt mere forsigtige og frem for alt undgå skader, da det jo ikke i samme grad gælder om at overleve, som det gjorde da Ninjutsu havde sine velmagtsdage - i hvert fald ikke i Danmark.
Nogle få Bujinkan Dojo'er i Danmark tilbyder også børn og unge at træne, og Aalborg Dojo'en kan pr. september 2012 også tilbyde juniorerne over en vis aldersgrænse at træne.

 

Kan kvinder træne på lige fod med mænd?

Ja! Bujinkan Taijutsu lægger vægt på at bruge et minumum af styrke, så evt. kønsbestemte forskelle i muskel­masse har ingen relevans. En vis muskelstyrke er en fordel i forbindelse med stabilitet, men det er noget, der kan optrænes undervejs. I det gamle Japan trænede de kvindelige ninja (Kunoichi) specielle teknikker, der udnyttede, at mænd traditionelt opfattede kvinderne som svagere og relativt ufarlige. I dag træner mænd og kvinder de samme teknikker under samme vilkår, selvom de særlige kunoichi-teknikker selvfølgelig kan forfølges, hvis interessen ligger dér (flere af dem er ikke umiddelbart egnede for mænd :-)). Desværre er der i den vestlige verden pt. relativt færre kvinder, der træner Bujinkan Taijutsu - i Japan udgør kvinderne en betydeligt større procentdel.

 

Jeg har en fysisk skade - kan jeg træne?

Det kommer selvfølgelig an på skadens natur. Det er vanskeligt at træne med brækkede lemmer og andre skader, der skal have ro. På samme måde vil træning være en seriøs udfordring, hvis balancesansen er ude af drift - uanset om det er forbigående eller mere kronisk. Det er altid vigtigt at oplyse om sin skade - både til instruktøren og træningspartneren. En meget brugt praksis er at markere det sted, der skal tages særlig hensyn til, med hvid tape (sportstape/lign.) - så glemmes det ikke ”i kampens hede”. Instruktøren kan dog afgøre, at skaden ikke er forenelig med træning, og det må i så fald accepteres. Derudover sker enhver træning på eget ansvar.

 

Jeg lider af en sygdom - kan jeg træne?

Det kommer igen an på sygdommens natur. Smitsomme sygdomme hører ikke hjemme i dojo’en - af hensyn til de andre, der træner. Kan sygdommen gøre det risikabelt for den syge at deltage i træningen (f.eks. epileptiske abscesser under et angreb, kredsløbsproblemer under anstrengende træning, etc.), er kombinationen heller ikke nogen god idé, selvom enhver træning naturligvis sker på eget ansvar.

Psykiske sygdomme og misbrugsproblemer er et helt kapitel for sig: Ifølge de internationale regler (Guidelines for Participation in the Bujinkan, se under menuen ”Regler”) medfører begge dele, at man IKKE kan træne Bujinkan Taijutsu! Årsagen er dels risikoen for at udgøre en fare for andre - såvel under træning, som ved ukritisk brug af teknikkerne udenfor dojo’en - dels de uacceptable risici for udøveren selv. Det er IKKE en god idé at træne Bujinkan Taijutsu med en påvirket virkelighedsopfattelse, en mangelfuld selvkontrol eller en mental instabilitet!

 

Hvordan trænes i Bujinkan Ninpo Dojo Aalborg?

Vi lægger vægt på mestring af de grundlæggende basisteknikker. Sikker træning har høj prioritet, og der instrueres principielt i teknikkerne på en måde, så både den mindst erfarne og den mere avancerede udøver får noget ud af træningen. Iøvrigt henvises til beskrivelsen af dojo’en under menupunktet ”Bujinkan\ Aalborg”.

 

Våben - hvor meget bruges de i træningen?

Træningsvåben indgår i træningen, hvor det er naturligt. Mange ubevæbnede teknikker har bevæbnede mod­stykker, og mange våben har deres helt egne kamae og teknikker (især sværd, spyd og stav-våben). Desuden medvirker træning overfor våben til at styrke de ubevæbnede teknikker. Våbentræningen falder ofte i perioder, og vil normalt blive hyppigere, efterhånden som eleven får mere erfaring. ”Våben” i Bujinkan Taijutsu er iøvrigt et vidt begreb, og kan såmænd også være en paraply, en blyant, eller en håndfuld assorterede småsten.

 

Kommer man ”i form” af at træne Bujinkan Taijutsu?

Både ja og nej. Bujinkan Taijutsu er ikke velegnet for ”motionister” - man kommer ikke i form af træningen alene, selvom stabilitetstræningen (Junan Taiso) indeholder elementer af styrketræning. Forsøger man derimod på egen hånd at styrke sin stabilitet, smidighed og udholdenhed, efterhånden som man udvikler sin Taijutsu, er der god mulighed for at opnå en velafbalanceret krop og en god fysisk form.

Er det farligt, får man skader?

Man kan altid komme ud for hudafskrabninger og specielt blå mærker... En gylden regel er: Får man skader, kan man ikke træne. Derfor: Undgå at få skader !

 

Hvad lærer man som begynder?

Under træningen vil man uværgeligt ende på gulvet rigtig mange gange! Så noget af det første og vigtigste, man skal lære, er at falde, så man ikke kommer til skade. Derfor øves mange fald, rul og undvigelser i forskellige retninger, og senere med og uden våben, over og under forhindringer. Som begynder er det også vigtigt at få den helt grundlæggende basis i orden, så man rigtig kan få glæde af undervisningen i Kihon.
   Derfor under­vises i de vigtigste kamae (’stillinger’) og grundteknikker. Relevante opvarmnings- og stabiliseringsøvelser intro­du­ceres også, både for at styrke teknikkerne og for at forebygge skader.
   Da Bujinkan Taijutsu i meget høj grad bruger sparring under træningen, er det desuden vigtigt at vænne sig til at være en ”god uke" (modstander) - dvs. ikke bare være ”dum boksebold”, men selv træne angreb som en del af rollen. Et angreb uden intention føles ikke bare urealistisk; det er også temmelig vanskeligt at øve en mod-teknik på!

 

Hvad lærer man i Kihon?


Det er her, de basale færdigheder læres - skoleteknikker og deres variationer. Grundteknikkerne forudsættes bekendt, og der bygges ovenpå. Afhængig af træningens forløb - og deltagernes forudsætninger - kobles teknikkerne efterhånden med baggrund, principper og naturlige sammenhænge.

 

Hvad lærer man i Randori?


Langt hen ad vejen handler det om at lære at bruge teknikkerne - fysisk og psykisk. Randori er kontrolleret frikamp, og en del af undervisningen er en form for sparring, stadig på baggrund af instruktion, men instruktion på et andet mentalt plan. Undervisningen kan også omfatte mere avancerede teknikker, der udnytter grundlaget fra kihon's skoleteknikker. Træningen vil ofte afhænge af deltagernes forudsætninger, men er primært beregnet på de mest avancerede elever. Egentlig "frikamp" forekommer ikke.


 

Kan man ikke bare træne ud fra bøger og DVD’er?

 

Joh... noget kan man vel lære, især hvis man har en træningspartner at udforske de viste teknikker sammen med. Men det er meget, meget let bare at komme til at kopiere det, man ser - uden at kunne komme til at se ind ”bag” teknikken, hvor principperne ligger gemt!  En stor del af mangfoldigheden, fleksibiliteten og intuitionen vil gå tabt, hvis selv nok så fornuftige bøger og multimedier udgør hele fundamentet for éns træning. En kvalificeret instruktørs vejledning er vanskelig at erstatte - både for begyndere og mere avancerede udøvere.


Bøger og instruktionsfilm kan være gode supplementer til træning - især fordi der ikke er noget klippefast pensum. Det kan være lettere at få ”hoved og hale” på sammenhængen, hvis man kombinerer med lidt teori, især hvis man bruger flere forskellige kilder. Her er det vigtigt at forholde sig åbent overfor forskelle og ligheder - i ninjutsu er der sjældent kun én sandhed. En vis kritisk sans bør dog råde - alle kilder er ikke lige fyldestgørende eller pålidelige!

 

Er det en fordel at have trænet andre martial arts først?

Det er ikke ualmindelig at se folk fra andre martial arts/kampsportsgrene ’skifte over til’ ninjutsu. Nogle, fordi de føler at have ’udtømt’ mulighederne i det hidtidige system, andre måske ud fra en følelse af at have ”manglet” noget i mere restriktive systemer.

   Det er bestemt ikke nødvendigt at kunne en hel masse i forvejen, men det kan være en fordel at være vandt til at arbejde med balance og kropskontrol, ligesom forudsætninger i grundlæggende faldteknik giver en lettere start. Egentlige teknikker fra andre systemer kan derimod nogle gange være til større gene end gavn, idet de har tendens til at  forstyrre indlæringen af Bujinkan Taijutsu. Først på det mere avancerede niveau bliver de igen en fordel, idet ninjutsu-teknikkerne naturligvis også skal kunne bruges imod ”fremmede” teknikker.



Går der lang tid før man bliver gradueret første gang?

Det kommer an på, hvor hurtig man er til at tilegne sig de mest grundlæggende færdigheder, der bruges i Dojo'en. Har man først lært de mest basale rul/faldteknikker, har man forståelse for rollerne som Tori (udførende) og Uke (modtagende), har man en god ide om de allermest basale teknikker og ved man, hvordan man gebærder sig i en Dojo, vil man som regel kunne gradueres og få grønt bælte (piger/kvinder har mulighed for rødt bælte, såfremt de ønsker dette) i løbet af nogle måneder. Der holdes graduering et par gange om året, når der er elever, der er klar hertil.
Det er svært at sige, hvornår man har fortjent hvilken grad, da der ikke er noget defineret pensum, man skal igennem og kunne. Der kan være stor forskel fra lærer til lærer og fra Dojo til Dojo, hvor hurtigt man som elev får en given grad.
Men det, at man får en ny grad, betyder også mere, at man har udviklet sig, siden man sidst fik en grad, og ikke så meget, at man er lige så dygtig som de andre elever, der måtte have samme grad.
Én elev kan f.eks. have fået en bestemt grad for sin tekniske kunnen, mens en anden har fået samme grad for attitude og "spirit".

Man starter med hvidt bælte. Derudover er der 9 Kyu-grader (grønt/rødt bælte) og 15 Dan-grader (sort bælte), som igen er underinddelt og kan vises med forskelligfarvede badges.