Hvornår kan jeg starte ?

Fællesopstart med særlige hensyn til helt nye medlemmer/gæster arrangeres med jævne mellemrum, men det er også muligt ”at hoppe på i farten” - aftal med en af instruktørerne, hvilken løsning der er bedst for dig. Se adresser/telefonnumre under "Kontakt"-rullemenu'en.

Bujinkan Ninpo Dojo Aalborg har pr. sept. 2012 et junior-hold (målgruppe: 9-14 år). Se separat faneblad desangående.

Som hovedregel skal man være fyldt 18 år for at deltage i voksen-træningen. Er du mellem 15 og 18 år, er det muligt, du kan få lov at deltage med tilladelse fra forældre/værge. Tal med en instruktør om det.

De to første træningsaftener er gratis, så du kan se, om træningen er noget for dig. Det er af flere årsager ikke praktisk, hvis du blot møder uanmeldt op, så kontakt én af instruktørerne først (se menupunktet ”kontakt” her på siden).
------------------------------------------------------------------

Første træning

Praktisk at vide, før du skal træne første gang:
1) For din egen og din træningspartners skyld – husk at tage smykker og ure af! Alt for lange negle er heller ikke nogen god ide.

2) Det anbefales at træne i (sort) do-gi, men de første gange er løstsiddende tøj uden for mange spænder og knapper tilstrækkeligt. En advarsel –  visse teknikker (såsom kast) kan være hårde ved tøjet!

3) Traditionelt trænes i tabi (lette japanske stofsko/støvler med separat storetå), men der er ingen krav på dette område. Bløde sko, der sidder ordentligt fast på foden, er en fordel – allerbedst, hvis sålen er blød nok til, at underlaget kan føles gennem den. Bare fødder eller strømpesokker er også ok. Udendørs (snavset) fodtøj er ikke tilladt i salen.

4) Når der trænes indendørs, er der mulighed for omklædning (separat herre/dame), og der vil være låst op 10-15 min før træningen starter. Vær klar til tiden!

5) Læs dojo-reglerne igennem inden første træning (se under ”Reglerne” her på siden). Ingen forventer, at du kan dem udenad – begyndere instrueres gradvist i dojo-etikette – men det er en rigtig god ide, at have set dem før. Spørg underviseren eller en af de ældre elever, hvis der er noget, du er i tvivl om.

6) Du er velkommen til at tage en ven med som støtte under din første træning. Er du under 18 år, skal du medbringe underskrift fra forælder/værge, inden du må være med. 

7) Mød op med positiv attitude, og glem ikke din humoristiske sans - man lærer bedst, når det også er sjovt!

------------------------------------------------------------------

Praktiske oplysninger:

Det er af forskellige årsager ikke praktisk, at gæster/nye folk blot møder uanmeldt op. Du er sikkert velkommen, men kontakt lige én af instruktørerne først !

Udstyr:

Sort do-gi med bælte og evt. Bujinkan-mærke, samt tabi (inden- eller udendørs) er helt korrekt påklædning. Løst, robust tøj og bløde sko/strømper/bare fødder er OK (dog ingen udendørssko i salen). Nye medlemmer, der har bæltegrader i andre martial arts, er nødt til  - hvis bæltefarven kan forveksles med Bujinkan-bæltegrader (dvs. grøn/rød og sort) - at træne uden bælte, eller bruge et hvidt bælte indtil første graduering. Hvidt bælte kan evt. lånes i dojo'en.

Træningsvåben kan for det meste lånes af dojo’en under træningen, men den enkelte opfordres til hen ad vejen at anskaffe (og medbringe) egne våben. Hvis man ønsker at medbringe blankvåben af enhver type (også ikke-skarpe), skal man dog kunne forevise en gyldig ”Bærer, bruger & besidder”-tilladelse i eget navn (fås hos politiet).



Træningstider:
Nedenstående faste træningstider er gældende ved indendørs træning i dojo’en. Ved udendørs træning o.lign. kan der være ændringer - medlemmer kan følge med via det interne Forum (kræver log in-kode).

Onsdag:  kl. 19:00-21:00

Torsdag: kl. 19:00-21:00

... begyndere og avancerede træner sammen, dog afpasses træningens sværhedsgrad efter elevernes formåen fra gang til gang.


Dojo (træningssted):  

Aalborg Friskoles gymnastiksal, Sohngårdsholmsvej 47 Aalborg